Farvernes og følelsernes vulkaner

af
Anne Ring Pedersen



»Jeger kun flamme, tørst og skrig og brand
 gennem min sjæls snævre dybder bruser tiden 
som mørkt vand, heftigt, rask og uerkendt. 
På min krop brænder mærket: forgængelighed.«

                                                                  (Ernst Stadler »Tiltale,, 1904).

Følelserne og farverne er det bærende i ion Gislasons malerier. Glædesudbrud eksploderer, ekstasen brænder som glødende lava, vrede og dødsangst raserer lærrederne. Med brede, djærve penselstrøg smører han sine voldsomme farver op på billedfladen, »rå«, klemt lige ud af tuben. En euforisk solgul, som han mestrer den kunst at give en sjælden lyskraft, spændes dristigt op mod større flader af klare ultramarin-, kobolt-og turkisblå, mod saftiggrønt og ulmende rødt, mens sorte accenter tilfører billederne en aggressiv karakter.

Jon Gislason er farveekspressionist. Fordi motivet undfanges, idet farverne smøres direkte på lærredet uden forudgående skitser, en arbejdsform, der mindsker eftertankens bremsende censur af følelsesudladningerne. Og fordi impulsen til billederne altid kommer indefra. Det er betegnende at jon Gislason hyppigst maler i atelieret og bruger samme farveskala hvad enten billedet forestiller landskaber eller menneskefigurer, så han ikke bindes af det sete.

Selve motivet kan være hentet fra de nærmeste omgivelser som eksempelvis i Badene, der viser stranden ved Risskov, men synsindtrykket omskabes fil et stemningslandskab, hvor sollyset vælder i tykke, gule bånd ned over havet og stranden. Lyset bliver næsten til materie og stråler med en hallucinatorisk intensitet, der bringer den danske ekspressionist og symbolist J.E Willumsen i erindring.

Der har været skrevet meget om ny-ekspressionisme i de senere år. Jon Gislasons heftige, primitivistiske penselføring, højspændte farver og store formater befolket med kantede figurer har meget til fælles med de tidlige 80'eres »vilde« maleri. Den afgørende forskel ligger i at jon Gislason ikke holder en ironisk distance til mediets udsigelse, men tværtimod har bevaret troen på at maleriet kan formidle et vedkommende budskab af eksistentiel karakter, og dét knytter ham nærmere til de tyske ekspressionister fra århundredets begyndelse, f.eks. Erich Heckel, Ernst Ludwig Kirchner og den russisk-fødte Alexej Jawlensky.

Jon Gislason vælger fortrinsvis klassiske motiver som landskaber, ansigter, nøgne menneskeskikkelser i erotisk forening eller som figurer i landskaber, uberørt af civilisationen.

 

Mennesket og naturen er et tilbagevendende tema. I Træ ved havet  forekommer det slanke træ at gro lige ud af den siddende figur, der hviler sig i skyggen, og brede sin krone ud foran det uspolerede kystlandskab. Et »symbolsk træ« eller et »livstræ« kalder jon Gislason det og fremmaner derved såvel den ældgamle myte om det tabte paradis som de tyske ekspressionisters længsel efter oprindelighed og autenticitet.

 

Træ ved havet. 220x120 cm.

Træ ved havet. 220x120 cm.

 

 

Ved havet. 90x120 cm.

Ved havet. 90x120 cm.

I Ved havet mødes menneske og natur på kunstig vis ved en dobbelteksponering. Gennem et par transparente silhouetfigurer tegnet med barnlig streg ses et kvstlandskab. Den højre figurs ansigt hugges over af rammen og begge skikkelser er beskåret i brysthøjde, så opmærksomheden samles om ansigterne med de tomme øjenhuler, der både stirrer ud på os og ind mod landskabet bag dem. De er på én gang betragtede og betragtere, som er skudt ind i billedet som et distancerende filter mellem os og landskabet. Utvivlsomt-det er ikke virkeligheden vi ser, men et billede af den. Katastrofestemningen hænger over det underligt handlingstømte landskab. Her skildres snarere en sindstilstand end en faktisk lokalitet, selvom motivet er hentet fra Rubjerg Knude. Gule lerklinter rejser sig skingert mod en urolig blå sommerhimmel. Skyerne eksploderer lige bag panden på figuren til venstre og på ledsagerens pande bløder klitternes røde top som et åbent sår, imens de gennemsigtige figurer langsomt mister deres substans og opløser sig i det vidtstrakte kystlandskab.

Oplevelsen af euforisk enhed med naturen har Jon Gislason tidligere skildret i Panteistisk landskab. Her smelter et elskende par sammen med landskabet og slynges afsted i et flammende, symfonisk farvekosmos. ,"Et orgiastisk rendezvous af farver langt fra middagens akromatiske lys og dovne trøstespiseri" (Henning Mortensen).

 

Kvinde min. 120x220 cm.

Kvinde min. 120x220 cm.

I det hele taget udfolder det livsbekræftende sig stærkest i de erotiske billeder. J.G. bygger sine billeder op ved at male lag på lag til han opnår en grov og stoflig overfladestruktur, der får det fil at krible langs rygraden og helt ud i fingerspidserne. I Kvinde min har en orange kvinde trækt lagt sig tværs hen over malerens lærred. De bølgende penselstrøg, der tegner hendes kurver, danser en vuggende samba på lærredet, selvom maskeagtige dæmoner stikker deres fjæs op fra baggrundens urskov.

De store figurbilleder fortæller i modsætning til landskaberne og de erotiske billeder om sindets negative kræfter; en indre kamp mod angst, depression, raseri og tomhedsfølelse. Jon Gislason taler i et enkelt visuelt sprog. 

 

De lange næsers nat. 92x244 cm.

De lange næsers nat. 92x244 cm.

Tonen er ofte ironisk som i De lange næsers nat, hvor to svirebrødre med grønne snabelformede næser og opgivende blikke er i færd med at drukne skuffelse og selvmedlidenhed. Dét at gå gennem en personlig krise og komme ud på den anden side kan følges skridt for skridt i På Wien (bagsiden). Tre legemsstore skikkelser går i række fra venstre mod højre. Den højre figur trækker afsted med sin byrde, en ubenyttet cykel, men synes at hænge fast i den kaotiske baggrund; den midterste er i færd med at rette ryggen og stampe dyndet af fødderne, mens figuren til venstre med rank ryg traver forbi en målløs dæmon på vej ud af den begrænsede billedramme.

Jon Gislason formår at omsætte sine personlige følelser og oplevelser til værker med at almentmenneskeligt og vedkommende indhold, men maleriernes styrke ligger først og fremmest i den utæmmede, lidenskabelige følelsesudladning og smittende farveglæde.

Anne Ring Petersen