Jon Gislasson 50 år
af
Erik Meistrup
Drømmens
Ildkys
Drømmens
ildkys
kaldte digteren Sofus Clausen
en særlig tilstand, hvor alt synes at smelte sammen i
særlig rus, og som måske er den tilstand, Jon Gislason træder
ind i, når han nærmer sig
lærredet. Han har selv fortalt, at glæde eller smerte bliver
omsat til farver på lærredet og hjælper ham til at tackle og
forstå dette ubegribelige, vi kalder livet. Jon maler en
sandhed om sig selv ind i og frem på lærredet, der gør hans
malerier til noget særligt.
Gislasons maleri er derfor en sandhed
om livet og ens sandhed om det at være kunstner. Kunst
er som kærlighed for
Gislason, den kan ikke indfanges men
må leves her og nu, så den
bliver til aftryk af hans liv lige her og nu. Mådehold og
udspekulerethed har svært ved at finde fodfæste inden for denne
ramme.
Jon Gislason er på
en måde en budbringer om en af de store
revolter i malerkunsten, da
de virkelig vilde indtog salonerne
og udstillingsstederne lige
i begyndelsen af det 20. århundrede. Fauvisterne med
Matisse i spidsen sprængte formens bindinger med farvens kraft,
og senere fulgte det virkelige nonfigurative ekspressionistiske
maleri efter. Nye revolter hærgede
kunsten senere i århundredet, men farven var blevet fri-sat
som en selvstændig kraft, og en af dem, der opdagede dens
muligheder, var Jon Gislason. Det var en opdagelse, der passede
til hans følelsesmæssige gemyt, og som satte ham i
stand til at udtrykke sine
egne emotionelle spændinger
og dybder og derved udvikle et maleri, der fik helt sin
egen karakter. Som en komponist, der udnytter de
relativt få toner til at
skabe mange varierede udtryk, har Jon Gislason på
tilsvarende måde udviklet grundfarverne
til et redskab, der kan skabe helt enkle udtryk, eller
sammenføjes til en symfoni, så der opstår
melodi, rytme og klang på
lærredet. Man kan også sige, at han som en vandrer i
naturen plukker af det
farveflor, der findes i grøftekantens mangfoldighed, og
har en tilsvarende frihed til at bruge farverne til at skabe
motiver.

Ved havet. Akryl og olie. 160x200 cm. 2005
Lyset og
synets gave
Dette arbejde med
at skabe malerier i en nærmest
uendelig
strøm er båret af en dobbelt holdning. På
den ene side, kan det at skabe kunst ikke læres,
som skaber af Bauhaus Walter
Gropius udtrykte det i sit
start manifest. På den anden
side kan man godt lære en helt række teknikker og
færdigheder, og man kan
lære om
kunstens udvikling, så man kan tage ved lære af
andre
kunstudviklere. Jon Gislason er selve denne dobbelthed.
Han maler lige ud af hjertet, og samtidig bruger han
alt det han har lært og ved
om kunstens mangfoldighed.
Derfor veksler hans maleri
mellem emotionel voldsomhed eller lyrisk følsomhed på den
ene side, og mellem studier og
skildringer af naturen, og
også den måde vi vælger fysisk at indramme vores
eksistens med f.eks. huse.
Lovet være
verdens lys i min tanke, solopgang og synets
gave
siger Johannes V. Jensen i et af sine digte og fortsætter
af gnist under asken genopstaar ilden, sådan er det
også med Jon Gislasons
maleri. Hver gang han har leveret
en udladning malerier, kan
han synes at være udtømt, og kunsten blevet til et
askelag, men gnisten ulmer hele tiden
nedenunder og antænder igen
og igen farverne på paletten til nye udfordringer.
Jon er nu
blevet
50 år,
man tror det næsten ikke, og den
tanke strejfer en, at måske rammes også han af eftertankens
kølige og kølende vind, og
hvordan vil det få indflydelse på
hans fremtidige maleri. Men
lige nu maler han bare derudaf til glæde for alle dem,
der elsker hans særlige maleri.
Til lykke, du farvernes og det rene maleris
budbringer!
Erik Meistrup
Kunstkritiker og forfatter til bl.a. bogen Jon Gislason |
|