Jon Gislasson 50 år

af
Erik Meistrup


Drømmens Ildkys

Drømmens ildkys kaldte digteren Sofus Clausen en særlig til­stand, hvor alt synes at smelte sammen i særlig rus, og som måske er den tilstand, Jon Gislason træder ind i, når han nær­mer sig lærredet. Han har selv fortalt, at glæde eller smerte bliver omsat til farver på lærredet og hjælper ham til at tack­le og forstå dette ubegribelige, vi kalder livet. Jon maler en sandhed om sig selv ind i og frem på lærredet, der gør hans malerier til noget særligt. Gislasons maleri er derfor en sand­hed om livet og ens sandhed om det at være kunstner. Kunst er som kærlighed for Gislason, den kan ikke indfanges men må leves her og nu, så den bliver til aftryk af hans liv lige her og nu. Mådehold og udspekulerethed har svært ved at finde fodfæste inden for denne ramme.

Jon Gislason er på en måde en budbringer om en af de store revolter i malerkunsten, da de virkelig vilde indtog salonerne og udstillingsstederne lige i begyndelsen af det 20. århun­drede. Fauvisterne med Matisse i spidsen sprængte formens bindinger med farvens kraft, og senere fulgte det virkelige nonfigurative ekspressionistiske maleri efter. Nye revolter hær­gede kunsten senere i århundredet, men farven var blevet fri-sat som en selvstændig kraft, og en af dem, der opdagede dens muligheder, var Jon Gislason. Det var en opdagelse, der passede til hans følelsesmæssige gemyt, og som satte ham i stand til at udtrykke sine egne emotionelle spænding­er og dybder og derved udvikle et maleri, der fik helt sin egen karakter. Som en komponist, der udnytter de relativt få toner til at skabe mange varierede udtryk, har Jon Gislason på tilsvarende måde udviklet grund­farverne til et redskab, der kan skabe helt enkle udtryk, eller sammenføjes til en symfoni, så der opstår melodi, rytme og klang på lærredet. Man kan også sige, at han som en vandrer i naturen plukker af det farveflor, der findes i grøftekantens mangfoldighed, og har en tilsvarende frihed til at bruge farverne til at skabe motiver.

 


Ved havet. Akryl og olie. 160x200 cm. 2005

Lyset og synets gave

Dette arbejde med at skabe malerier i en nærmest uendelig strøm er båret af en dobbelt holdning. På den ene side, kan det at skabe kunst ikke læres, som skaber af Bauhaus Walter Gropius udtrykte det i sit start manifest. På den anden side kan man godt lære en helt række teknikker og færdigheder, og man kan lære om kunstens udvikling, så man kan tage ved lære af andre kunstudviklere. Jon Gislason er selve denne dobbelt­hed. Han maler lige ud af hjertet, og samtidig bruger han alt det han har lært og ved om kunstens mangfoldighed. Derfor veksler hans maleri mellem emotionel voldsomhed eller lyrisk følsomhed på den ene side, og mellem studier og skildringer af naturen, og også den måde vi vælger fysisk at indramme vores eksistens med f.eks. huse.

Lovet være verdens lys i min tanke, solopgang og synets gave siger Johannes V. Jensen i et af sine digte og fortsæt­ter af gnist under asken genopstaar ilden, sådan er det også med Jon Gislasons maleri. Hver gang han har leveret en udladning malerier, kan han synes at være udtømt, og kunsten blevet til et askelag, men gnisten ulmer hele tiden nedenunder og antænder igen og igen farverne på palet­ten til nye udfordringer.

Jon er nu blevet 50 år, man tror det næsten ikke, og den tanke strejfer en, at måske rammes også han af eftertankens kølige og kølende vind, og hvordan vil det få indflydelse på hans fremtidige maleri. Men lige nu maler han bare derudaf til glæde for alle dem, der elsker hans særlige maleri.

Til lykke, du farvernes og det rene maleris budbringer!

Erik Meistrup
Kunstkritiker og forfatter til bl.a. bogen Jon Gislason