Af banen! Jon maler...

By
C.F.Garde


Af banen! Jon maler...

Jon Gislason er en rolig og venlig mand med et humoristisk glimt i øjet. Det røde hår siger måske noget om et temperament, og det har han naturligvis, men han udfolder det sjældent, når han er sammen med andre.

Til gengæld er det tydeligt i hans billeder, og det har det været lige siden han for 24 år siden sluttede sin treårige uddannelse på Det Jydske Kunstakademi, hvor han havde lært at male pænt "uden blåt og nødt". De tillærte love og regler smed han ad helvede til, brugte farverne i strid med al god skik og skabte det ene forbløffende billede efter det andet. Han så at sige tvang verden ind på sin palet. En stadig strøm af billeder fra miniaturestørrelse til kæmpeværker, der fylder en væg. Rene farver, og så alligevel med en variation og fantasi, der synes uudtømmelig.

Han maler i tæt kontakt med sin egen virkelighed. Deraf den voldsomme udstråling af glæde, sorg, raseri, morskab, erotik og meget andet. Han giver sig ikke af med at tolke sine ting. Når han har malet dem, har han sagt hvad han ville. Uden ord - for hvis han kunne bruge ord, behøvede han jo ikke male.

Men han ved godt, hvad der sker. Lige nu er han på vej ind i noget nyt. En ændring i billedsynet måske. I hvert fald tydelige nye signaler. Det hænger i nogen grad sammen med meget stærke personlige oplevelser i forbindelse med hans mors død. Et virvar af sorg, tomhed, lettelse og savn, der igen udløser den rasende udfoldelse på lærrederne.

Af banen! Jon maler...

Forsøgsvis nye undermalinger af gult på store lærreder for at finde et andet sted at begynde. Lange tegn, lidt å la greque, der ikke uden videre kan forklares, men som er afgørende for billedernes struktur. Papirting i rødt, eller i gult og rødt, og enkle tegninger i sepiafarvet oliestreg. Motiverne anes, ofte i form af to hoveder. Enklere kan det ikke være, og så alligevel fortroligt og nært.

Hvor er han på vej hen? Er han ved at blive non-figurativ? "Nej", siger han, "det bliver jeg aldrig". Han peger på en form i et stort, meget gult billede, og ganske rigtigt: mennesket er med som altid.

"Jeg har svært ved at give udtryk for mine følelser, når jeg er sammen med andre", siger han. "Når jeg er alene, har jeg kun maleriet at råbe til".

Ekkoet runger længe.

C.F.Garde

Vrede. 2001. Acryl-olie. 90x120 cm.

Vrede. 2001. Acryl-olie. 90x120 cm.