Næser

af
Henning Mortensen



NÆSER

Denne mand sidder på en stol ved havet. Det er et følelsernes hav, men det ved det ikke noget om. Havet har ikke forstand på kunst og litteratur. Manden er omgivet af gudestøtter, som engang vil falde forover med de spidse næser boret ned i sandet. Men hvad ved DE om det?

Stolen er et tegn.
Og de ånder, der stiger fra havet om natten, antager karakter af hieroglyffer snarere end af engle (eller noget lignende, som kunne true med at flyde ud i den rene uafgrænsethed).
Manden er imidlertid ikke et tegn. Han er centrum i verden, og han har kvalme. Hele hans mellemgulv er en sortnende masse, mens han sidder dér på stolen klemt inde i sig selv og mellem de abnormt forlængede og helt upålidelige vogtere.

Manden har vandret gennem skove For at komme fil havet. Der er tilsyneladende tale om relativt fredelige skove. Y kan glemme den fortryllede labyrint. Vi kan glemme Grimm. Penslen er machete. Og før skovene har manden ligget i Favnen på sin kvinde, og en stor, gul lykke har opfyldt mange af ugernes dage og nætter. Og skønt der er tale om et mirakel, forekommer det dog alligevel ikke de elskende mærkværdigt, at de Får et lille pigebarn, som de kalder Petra.

Akkurat som havet ikke ved, at det er et følelsernes hav, kan Petra heller ikke mærke, at hendes navn er en afledning af Peter, hvis betydning hun næppe heller kender.
Og på trods af al denne svævende lykke, har manden alligevel anbragt sig på en stol ved dette brusende ocean efter lange, ensomme skovvandringer. Og mens han sidder dår, svajrygget og svimmel, og spekulerer over, hvor længe ungdom skal hylde sin egen patos, vokser nogle mord i ham.
Han må ud og finde sit ophav og hugge det til plukfisk og blande grøden ind i sine farver. Blodet og lymfen, hjernemassen, de atomiserede nervetråde og de nu totalt afkortede rynker må ned i spandene med maling og røres rundt og rundt i det blå og gule, røde og brune. og så skal denne mægtige død gøres levende igen på alle de tomme lærreder, der fil stadighed blæser omkring i hans hoved.

Ja, denne mand sidder på en stol ved havet.
Engang forsøgte de at myrde ham med deres næser. Men lige nu hamres næserne ned i sandet som gulerødder af sten, eller de blandes med rundt i de store maler6øØec I virkeligheden er manden uhyre beskeden, men når han endelig smager på verden, tager han så mange og store bidder, at man kan tro, han vil klare det hele i Få mundfulde.
At han vil æde hele universet på få sekunder.

Men ellers er han stille og afmålt og som sagt uhyre beskeden. På sin stol. Med en lille, blodig næse i munden.

 

Henning Mortensen

Sondrup, juli 1992