Digtsuite

af Henning Mortensen

skrevet til maleriudstilling af Jon Gislason


1

Da vi blev født
hvis vi nogensinde blev det
sådan rigtigt for alvor
flød vi med lavaen helt ned i bunden og
blev forladt.

Hvis det overhovedet
blev bemærket
kunne det se ud
som om mor stivnede
til en kage
vi skulle tilbede.

Det kunne også se ud
som om far forvandledes
til en jernpult
vi skulle græde ved
mere end godt var.

En stor rumsteren lød
imidlertid fra barnekamrene.
Var der stadig noget
der kunne slippes løs?
Ville det eruptive
ikke høre op?

2

Kort efter midnat
brænder ilden igennem.
Det ved jeg noget om
og jeg skriver det her
hvor det hører hjemme.

Dybt i natten
antændes alle faklerne.
Kald dem blot mørke pensler
som venter i sindet.

Det er en brand der går røg af
ond som Neros sorte park.
Eller en skarp ild
en romersk renselse i timen
før daggry og søvn.

Indenfor grænserne af hvad
kan det styres?
Hvem sætter rammerne
for vulkanens rasen?
Pressede tuber.
Udslukte vulkaner.
Om og om igen.

Alligevel kommer dagen
så nøgtern og fin.
En spinkel bro lyser som et hår
mellem skelet og tungekys:
Vi folder sanserne ud
til højre og venstre.

Kærligheden vil ikke tvinges
til at skelne mellem
portræt og selvportræt.
På denne sublime årstid
vil hadet ej heller.

Helt ude ved synets grænse
tempereres verden.
Nu flyder vandet ganske stille
i den krystallinske klarhed.

Enspænderen svinger armene
og gør opmærksom på universet.

At komme til live
igen og igen.
At blive menneske.
At vokse sammen
med sit sprog.
At overkomme midnatsangsten.

Og hvad med sandheden?
Kutik siger:
»Der er ingen sandhed
for vi finder den aldrig.
Der er en sandhed
for vi søger den hele tiden.«
Herefter skal jeg ikke
have sagt noget om den.

3

Adskillelsens rædsel.
Ansigtsløse mand og kvinde
roder i bunken af masker.

Pludselig ruller samlejet
på larvefødder.
Den elskede er månen formørket
bagsiden af alting
torsoen mellem stammer
i den forheksede lund.

Adskillelsens rædsel.
Glemslens rædsel.

Og den pludselige fryd
ikke til at skrive om
nogle skælvende sekunder
en sen eftermiddag.

Et orgiastisk rendezvous
af farver langt fra middagens
akromatiske lys og
dovne trøstespiseri.

4

Oh, hr. Sober og fru Objektiv
spadserer med deres guldrammer.
Det var en lille forsigtig en
til borgerskabet.

5.

Men født
og på trods af
at være opvokset
svingende med sine pensler.

Henning Mortensen